STATUS PÅ BEREDSKAB: Information til forældre

 

Kære forældre i Faxe Kommunes dagtilbud, skoler og klubber samt de private pasningsordninger,  

Efter myndighedernes seneste udmelding (statsministerens pressemeddelelse den 11. marts kl. 20:30) er beredskabsniveauet nu rykket endnu et niveau op. Derfor besluttes det, at alle tilbud for børn og unge i Center for Børn og Undervisning fra og med den 12. marts følger nedenstående retningslinjer.  

Efterfølgende har statsministeren mandag d. 23. marts meddelt, at alle initiativer er blevet forlænget til og med den 13. april.  

Dette indføres:

  • Skoler, dagtilbud og klubber lukkes fra på mandag og 4 uger frem (til og med 13. april). Forældre opfordres allerede fra torsdag den 12. marts til at holde deres børn hjemme. Der tilbydes nødpasning til børn i aldersgruppen 0-9 år. Børn der ikke kan passes hjemme fordi forældrene har opgaver i forbindelse med samfundets kriseberedskab eller andet, der gør pasning hjemme umuligt, fx enlig forsøger med arbejde, vil i dialog med dagtilbud og skole kunne tilbydes indpasning.

  • Skolebuskørslen forventes at blive indstillet inden weekenden.

  • Ledere af dagtilbud og skole vil sørge for kommunikation til forældre vedrørende planer for nødpasning. Alle ledere får i morgen meget travlt med at udarbejde planer og håndtere situationen. Jeg henstiller derfor om, at I IKKE at kontakter dagtilbud og skole pr. telefon i løbet af torsdagen, men i stedet afventer den kommunikation, som vil komme ud til jer via AULA, andre beskedsystemer og hjemmesider. Jeg er orienteret om at AULA pt. er ”nede” pga. overbelastning. Er det tilfældet i løbet af i morgen, så vil vi også benytte kommunens facebookside.

 

Tak for jers forståelse.


Opdateret d. 13. marts 2020 kl. 18.40


Dokumenter:

Undervisning i Ung Faxe.pdf

 

CORONAVIRUS - vigtig information.pdf

Brev fra Ung Faxe om nedlukning af fritidsaktiviteter.pdf